Om vores selskabslokaler

Vores selskabslokaler er en moderne mand-kone-forretning ejet og drevet af
Mette Helbæk og Flemming Schiøtt Hansen.

Mette (1978)
Evner at bevare det kølige overblik (menuer, strategi og markedsføring) mens hun er journalist/redaktør for madportalen Spiseliv.dk og er i fuld færd med at starte en stadeplads på Østerbro, der hver 2. dag får friskhøstet grønt fra kvalitets- og miljøbevidste bønder (DinBaghave.dk). Og så er hun ved at lægge sidste hånd på en kogebog med fokus på sæsonens rodfrugter

Flemming (1972)
Står for den daglige drift. Har været i den seriøse del af restaurationsbranchen siden 1998 hvoraf han i de 8 år har haft sin egen restaurant/selskabsforretning Hansens Køkken og Bar som han solgte 1. januar 2010. Fokus har altid været på en moderne fortolkning af det danske køkken og lokale råvarer

Selskabslokaler med fokus på de danske råvarer

Vores livsstil er i høj grad bygget op omkring god mad og vin. Mad skal være en nydelse, et hyggeligt samlingspunkt og en hyldest til den danske sæson. Og der er noget at hylde – vi mener at Danmark er et af de bedste lande i Verden for madentusiaster. Vores kolde klima giver fantastiske grøntsager og frugter samt fisk og skaldyr. Samtidig har vi en tradition for en høj kvalitet i produktionen af mælkeprodukter (især når man benytter de små økoproducenter). Kødet kan også være rigtigt godt – det kræver dog lidt mere af indkøberen

Det er ud fra de samme principper, vi laver mad til vores gæster. Vi får stort set alt vores grønt direkte fra bonden i Lammefjorden (se aspargesblog.dk) dagen før de serveres, kødet udvælges i montren, mælkeprodukterne er øko fra de små kvalitetsproducenter etc.

Vi præsenterer maden så enkelt og ærligt som muligt – udtrykket Keep it Simple gælder i høj grad også for mad. For os er der ingen tvivl om at det giver den største oplevelse!

Udover at maden skal laves med kærlighed, smage godt og være råvarefokuseret, er vi naturligvis fuldstændig klar over at den skal serveres til tiden og at der skal være nok til alle. Og så smager den ikke ringere af at blive spist af musselmalet service.

Seriøse vine til fornuftige priser

Vi går konstant til vinsmagninger og tager på vinrejser hvert år, da vi er så heldige, at vores arbejde også er vores store hobby.

Det er med god vin som med god mad. Vin smager bedst når bønderne arbejder seriøst i markerne og lader deres vine afspejle jordens og druernes karakteristika på så ærlig vis som overhovedet muligt. Alle vores vine er baseret på bæredygtige principper og de fleste er certificeret økologiske eller biodynamiske.

Det glæder os når vores gæster ønsker at gøre noget ekstra ud af vinen. Og det er hverken mere besværligt eller dyrere for os at bestille dyrere vine hjem. Derfor har vi lavet vores prisstruktur så vores fortjeneste ligger i ’pakken’ (velkomstdrink, mad, bar, koordinering etc.), mens vi ikke tjener på vinen. Den fakturerer vi til vores indkøbspriser. Det skal nævnes at vores billigste vine er på et niveau som vi selv nyder at servere, når vi har gæster.

Vi går meget op i at vin og mad passer sammen. I de 2 sidste anmeldelser fra dengang vi havde restauranten ’Hansens Køkken og Bar’ kaldte Søren Frank, Berlingske Tidende vores vinarbejde for ”overbevisende” og Jesper Uhrup fra magasinet Gastro skrev: ”Vi blev forbilledligt betjent, og ikke mindst vinbehandlingen var i top.”

Vinglassene er fra producenterne Spiegelau og Riedel – glas, der præsenterer vinene allerbedst samtidig med at de er virkelig flotte.

En måneds tid inden arrangementets afholdelse smager vi i fællesskab vores bud på vine – valgt ud fra jeres valg af menu, budget og ønsker.

Overvejelser omkring fester i vores selskabslokaler

Professionel, afslappet betjening og omgivelser der signalerer at her i vores selskabslokaler må man hygge sig. Det mener vi er de bedste forudsætninger for nydelse af god mad og vin i godt selskab.

Logesalen
Logesalen er en oplevelse i sig selv. Den er super eksklusiv med sildebensparket, PH-kogler, og velourtapet på væggene. Der er god plads til 150 siddende gæster, men er også fantastisk til små selskaber på fx 20 personer.

Den grønne stue
Flot selskabslokale med sildebensparket, krystallysekroner og et stort flygel. Der er plads til 80 spisende gæster. I lokalet ved siden af er der en hyggelig kaffestue og et barområde.

Mezzaninen
Mezzaninen med krystallysestager er ideel til et langbord for 20-40 gæster.

Alle sale har gode toiletforhold og garderobe.

Helbæk og Hansen ligger på Haveselskabetsvej mellem Frederiksberg Allé og Vesterbrogade i nærheden af flere populære barer, diskoteker (7 minutter til Vega), teatre og hoteller.

Pynten
Vi har miljøvenlige afklippede orkideer stående i glasvaser på hvert bord. Herudover kommer der naturligvis lys på bordene. I kan vælge imellem høje lys i sølvstager eller bloklys.

Kaffen
Vi serverer friskmalet økokaffe i Bodum-kander. Vi sætter også en buffet op med ingredienser og opskrift til en rigtig god Irish Coffee.

Avec’erne
Vi har 4 forskellige avec’er som vi serverer til vores selskaber. Cognac (Pierre Ferrand Ambré), Calvados (Pere Jules 3 ans) , Grappa (Chardonnay, Fasoli Gino) og Baileys (til damerne). De er alle fra nogle af de mest seriøse producenter på markedet. Hvis der er specielle ønsker, er vi naturligvis med på den.

Baren
Et festarrangement indeholder fri bar med øl, vin, vand/juicer og spiritus (vodka, rom, whisky og gin). Vi har økologisk, ukoncentreret blodgrape til et godt alternativ til gin/bitter lemon og koldpresset, ukoncentreret, ufiltreret æblejuice til dem der ønsker vodka-æwle de luxe. For en merpris kan vi naturligvis også lave cocktails eller sætter en citruspresser frem, så der er vodka og friskpressede appelsiner.

Miljø/etik
Det er vores intention at Helbæk og Hansen skal være det gode eksempel på at man godt kan lave en sund forretning med et rigtig godt produkt– ikke på trods men i vid udstrækning på grund af gode etiske værdier.

Helbæk og Hansen, Din Baghave og kogebogen er alle forsøg på at inspirere til at lave mad af gode råvarer. Friskhøstet, bæredygtigt grønt er den nye luksus. Det er let at arbejde med og langt billigere og mere velsmagende end de fleste traditionelle luksusprodukter. Samtidig er det sundt og godt for den regionale økonomi – halleluja!!

Bæredygtige produkter smager ofte bedst. Så bortset fra de få tilfælde, hvor kvaliteten ikke holder eller prisen er urealistisk høj, er det det vi bruger.

Vi mener at vi behandler og betaler vores personale og forretningsforbindelser ordentligt. Vi tror på at vores gæsters oplevelse bliver bedre, når der er god stemning – også bag kulisserne.

Musik/underholdning
Det er tilladt at have livemusik. Der skal naturligvis tages hensyn, da vi ligger centralt i København.

Bevilling
Vi har bevilling til klokken 4 – musikken skal stoppe kl. 3.

Transport
Hovedbanegården, Vesterport og Forum metrostation ligger indenfor gåafstand. Alle busser der går ad Vesterbrogade og Kingosgade fører dig stort set til døren.

Overnatning
Helbæk og Hansen ligger i kort gåafstand til flere gode hoteller i forskellige prisklasser.

Ja tak jeg vil gerne se jeres selskabslokaler, hvad gør jer?

Kontakt os for en aftale, hvor I kan se lokaler og høre detaljer om vores arrangementer. Hvis I kan lide god mad og vin, flotte lokaler og foretrækker at aftalerne overholdes, booker I formentligt hos os. Vi sender en ordrebekræftelse og en regning på et reservationsgebyr – 1/3 af det forventede endelige beløb (1/6 hvis der er mere end et halvt år til selskabet skal afholdes, hvorefter 1/6 yderligere skal betales 3 måneder før). Hvis der dukker spørgsmål op hen ad vejen, kan I sende en mail eller ringe – vi er gode til at vende tilbage inden for rimelig tid.

Ca. en måned inden festen mødes vi igen. Her smager vi vinene, gennemgår alt fra velkomstdrink, bordopsætning, toast master m.m., hvorefter i får en ny ordrebekræftelse så I præcist ved hvad der skal foregå, når festen starter. På den måde sikrer vi os, at I kan slappe af og hygge jer med jeres gæster uden at skulle tænke på om der er styr på tingene.

Kontakt os nu for et helt uforpligtende tilbud på jeres arrangement

Du kan kontakte os på telefon 26 85 37 40 eller via mail@helbakhansen.dk

Previous post:

Next post: